I 2018 dør Mogens Kongstads kone. Derfor vælger han året efter at melde sig ind i en kultur- og vandregruppe for enkemænd i Brøndbyøster, som er et tilbud startet af Brøndby Kommune og kirker samt Ældresagen. Selv formulerer den 96-årige brøndbygenser det som, at når man bliver alene, er man nødsaget til at søge kompensation.
Foto: Emil Øer Nørgaard Mouritsen
Af Emil Øer Nørgaard Mouritsen
Klokken er 9.31 en kold december morgen og de fleste medlemmer af vandreklubben, der selv har givet gruppen tilnavnet, ”de sure, gamle mænd,” er ved at have indfundet sig i det store mødelokale på anneksgården til Brøndbyøster Kirke. Et lokale med højt til loftet og plads til 10 gange så mange medlemmer, som fremstår symbolsk for den rummelighed, der præger gruppens tilgang til deres fælles afsavn såvel som åbenheden omkring altid at tage mod nye medlemmer.
”Flemming er det nyeste skud på stammen,” fortæller den ene tovholder for gruppen, Preben, om den 58-årige Flemming, der dermed også er gruppens yngste medlem og også er det eneste medlem tilbage på arbejdsmarkedet, ”Han er jo ude og tjene, så vi kan sidde her,” bliver der dristigt bemærket fra bordet.
Foruden Mogens, Flemming og Preben tæller de fremmødte medlemmer Ib, Bent, Jørgen, Arne og den anden tovholder, Torben. Kaj væltede dagen forinden og kan derfor ikke deltage i dagens møde, men er i bedring, forsikrer Torben. Bent Axel er ikke mødt op.
Mogens kan med sine 96 år bryste sig af at være gruppens ældste medlem og sidder derfor meget billedligt ved bordenden som en anden nestor. Eller måske blot fordi han har pådraget sig en hofteskade, og derfor ville det ikke være en god idé at mase sig ind mellem stolerækkerne i siderne, ”Vi diskuterer alverdens ting lige fra verdenssituationen til de lokale problemer, og vores egne problemer bliver også bragt op,” fortæller Mogens, som indskyder, at de også nyder at fortælle gamle soldaterhistorier. ”Nogen af dem var vi dog nødt til at forbyde,” indvender Torben hurtigt med et stort smil.
Der er en klar forståelse for, hvad det er, der har ført disse mænd sammen, og de har ikke berøringsangst over for det. Flemming snakker bevæget om, hvordan han i kraft af sin relativt unge alder troede, han havde mange år med sin kone endnu. Og nu sidder han her.
Men på den anden side er det heller ikke en sorggruppe, som Mogens siger, ”Jeg vil ikke sige, man dyrker den store, skal vi sige sorglindring. Men det er mere, at man snakker med hinanden, og man joker, og man prøver også at være i godt humør, selvom man måske ikke har det så godt, men så hjælper det lidt, når man snakker med andre.” De hjælper hinanden ved at komme hinanden venskabeligt ved. Så der er plads til at snakke om sine koner, men også at diskutere hvordan andre ting også var engang. I dag går snakken også på den teknologiske udvikling.
Tilbud til enkemænd
Ifølge Danmarks Statistik er der i Danmark næsten 67 tusinde enkemænd over 55 år. Det er en stor gruppe, hvor de mest velkendte udfordringer er ensomhed, psykisk mistrivsel og en større sandsynlighed for at bruge et antidepressivt lægemiddel. Det konkluderede en rapport fra det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd tilbage i 2016, som ligeledes fandt, at denne forværring af den psykiske tilstand varer i flere år efter ægtefællens død.
Men der er faktisk også forskel på, hvordan mænd og kvinder reagerer på at miste sin partner, siger adfærdspsykolog Annemette Staal, ”Mænd vil typisk have en ekstern reaktionsstil. Det vil sige, at de i stedet for at gå ind i den der følelse og undersøge, hvad der er at snakke om, som er sådan noget, kvinder gør, så vil de mere have en tendens til at gribe i ting uden for sig selv.” Derfor mener hun, at formatet sorggruppe som udgangspunkt vil passe bedre til kvinder end mænd, fordi de er bedre til at gå ind og være i følelsen. Hun forklarer det ved, ”Kvinder er mere relationsorienterede end mænd. Derfor kan det for kvinder være fint, at det bare er bygget op omkring selve den relation, der hedder, at nu sidder vi i en rundkreds og snakker.”
Annemette Staal bliver også bakket op andre steder fra. Aarhus Kommune undersøgte i 2020, hvordan 70 mænd henvist til sundhedstilbud og 13 mænd, som ikke ville have hjælp, ønskede et sundhedsfremmende tilbud til dem skulle være indrettet. Her lagde de adspurgte mænd vægt på, at de ønskede mindre rundbordssnak og i stedet mere fysisk aktivitet og samvær.
Der er altså et behov for at tænke i andre baner, når det kommer til at tilrettelægge sundhedstilbud til mænd. Især må man gentænke, hvad man udbyder til gruppen enkemænd udover de mere traditionelle sorggrupper, som Annemette Staal siger, ”Det kan være svært og hårdt for mænd at sidde og snakke om følelser på den måde, for det har de måske ikke været så vant til.”
Et lægetjek
Mændene om bordet er ikke blege for at indse, de ikke er 18 år længere. Dermed har de indført et lægetjek, de skal gennemgå inden hver af deres gåture, så det kan forsvare sig at sende alle ud på ruten. Lægen hedder imidlertid Dr. Nielsen, og visitationen foregår med to slurke. Alle består.
Turen i dag bliver sat til at gå ned ad Brøndbyøstervej og ud forbi søen i Brøndbyskoven. Mogens må dog trodse Dr. Nielsens lægefaglige vurdering og blive tilbage, eftersom hans hofteproblemer ikke har efterladt ham med meget fart tilbage. Han tager derfor en kort tur i kirkegården ved siden af, hvor flere af mændenes koner ligger, mens resten begiver sig ud på dagens etape.
Solen er så småt ved at være helt fremme og spejder nu ud over kirkespiret. Solens fremkomst sammen med varmen fra bittersnapsen gør turen ud i minusgrader og frostbelagt landskab en smule mere tålelig for herrerne.
Der danner sig hurtigt to grupperinger: Bent, Torben og Arne fører an, Flemming, Jørgen, Ib og Preben i bagtrop. Et lille knæk i den ellers så gennemgående samhørighed mellem gruppen, som mest af alt skyldes, hvor godt gående de forskellige er, ”Her med vandreklubben, der har vi et godt kammeratligt samvær, det er meget vigtigt,” fortæller Mogens om noget af det vigtigste ved gruppen. Et kammeratligt samvær, som netop her på ruten tager sig ud ved Flemmings tålmodige modvægt til Jørgens ene krykke, mens de går.
Flemming fortæller, hvor glad det gør ham, når solen endelig er fremme og fortæller herefter begejstret videre om sin datter. Det er tydeligt, hvordan gåturen og dette ugentlige møde fungerer som et helle for mændene i et liv, hvor det, de havde alle kærest, pludselig blev taget fra dem. Eller som Mogens forklarer det, ”Når man mister en ægtefælle, man har været gift i 67 et halvt år med, så bliver man meget påvirket. Og man har så tilbøjelighed til at søge kompensation på en eller anden måde. Det kan man altså blandt andet få ved at melde sig ind i sådan en her klub.”
Mænd som taler sammen
Frivillighedskonsulent ved Brøndby Kommune Camilla Westerback var med til at starte gruppen op tilbage i 2017. Hun fortæller, at gruppen startede på baggrund af efterspørgsel blandt enker og enkemænd i nærområdet.
Herfra udviklede de på ideen og fandt hurtigt ud af, at de ikke kunne tilbyde det samme til begge grupper, men måtte tilpasse tilbuddet til mændene, ”I forhold til kønsperspektivet var der også behov for at tænke det ind. Hvis man gerne vil have mænd til at deltage i aktiviteter, så er det rigtig vigtigt, at de samles om noget og ikke bare det at skulle tale sammen,” fortæller hun.
De vælger derfor at oprette tilbuddet til enkemændene som en kultur- og vandreklub med henblik på at henvende sig bedst muligt til deres behov. Brøndby Kommune havde nemlig ambitioner om at bekæmpe noget af den ensomhed, enkemænd unægtelig oplever ovenpå tabet af deres partner og få dem ud ad døren. En disciplin, Camilla Westerback og resten af personalet i Brøndby Kommune oplevede som sværere end at få kvinder ud og deltage, fordi det som regel var kvinden i forholdet, som stod for at lave sociale aftaler.
Det krævede derfor en større indsats fra frontpersonalet, men resultatet blev en overvældende tilbagemelding, ”De beskriver det jo som, at de ikke klare sig uden den gruppe. Den betyder så meget for dem. Det er jo blevet sådan en vigtig del af deres liv,” fortæller hun om den respons, der har været.
Selvom kommunens tilbud ikke er bygget op omkring en tvungen samtale om sorg, tror Annemette Staal alligevel, mændene får bearbejdet den ved at være sammen med andre i samme situation. Hun ser det ligeledes som en positiv ting, udgangspunktet ikke er så fokuseret omkring sorgen, men samtalen om den derfor i stedet kan fremkomme naturligt via noget andet.
Åbent samvær
Turen når sin ende, og ”de sure, gamle mænd” indfinder sig igen omkring bordet i salen, denne gang med rødglødende kinder fra det kolde decembervejr. Til at varme sig på er der hjemmebrygget juleøl fra den lokale bryggeriklub. Arne spørger, om det er den der, ”six point eight?” Han boede i USA i sine unge dage. Torben svarer ham, men høreapparatet fejler, og miskommunikationen mellem de to er til stor morskab for hele bordet. ”Der skal ikke så meget til, før vi har det sjovt,” bemærker Bent.
Samtalen går på kontanthjælpsmodtageren, der blev trukket i sin ydelse for at handle på den anden side af grænsen. Ib skal til scanning og skal have hjælp til sin e-boks, men teknikken er til besvær.
Flemming er den første til at forlade forsamlingen. Arbejdet kalder. Tanket op på meningsfuldt samvær et sted i livet, hvor meningen synes at være væk, skal mændene hjem igen og kan begynde at se frem til næste torsdag. ”Man er jo ude og skal så sørge for at strukturere sin tid, så man skal noget, og nu skal vi altså noget hver torsdag formiddag,” fortæller Mogens om, hvordan gruppen fungerer som et holdepunkt i en ny tilværelse. Her prøver de at komme videre som en samlet gruppe, efter to er blevet til en, men her i gruppen går man fra en til ti. ”Vi har et samvær, som er meget vigtigt, i det at vi får diskuteret vores egne problemer, og på den måde får vi ligesom åbnet os. På den måde får vi en vis kompensation.”